Klosterhedens oprindelse:
Fabjerg Sogn har et jordtillæggende på 6.098 Tdr. land, hvorpå er 100 tdr. hartkorn, arealet er forholdsvis fladt ca. 2/5 har været hede.
Gamle furer i heden fortæller at den tidligere har været dyrket og for mange år siden skal der have været 13 gårde syd for kirken.
Landevejen - der kommer fra Rom Kirke i vest og går nord om kirken og fortsætter mod øst forbi Sdr. Børring til Gudum Sognested - deler sognets jorder som er noget langstrakt syd-nord i to omtrent lige store halvdele.
Ved siden af landevejen ligger der i en omtrent lige række over 80 gravhøje som fortsætter ud nabosognene.
Den nordlige halvdel var lidt ujævn lermuldet jord, som langt tilbage i tiden var temmelig vandfyldte, mange af disse lavninger indeholdt en del tørvedynd, som blev lavet til tørv af god kvalitet i1860'erae og 70'erne blev en stor del af disse jorder - der som helhed var af god kvalitet - drænet, dog ikke så effektiv, som det var nødvendigt; men det gjorde dog så megen nytte, at det at man samtidig fik merglet gjorde at det hele virkede som en ret god avl.
Hederne i den sydlige del af sognet lå mere stille hen, der blev dog bjerget en del lyng til ildebrændsel især til bageovnene, folk på landet bagte nemlig selv deres brød.
Poul Jensen Ny Mølle drev et stort bageri sammen med mølleriet, han forsynede en stor del i omegnen med brød og hans brødvogn gik l til 2 gange ugentlig til Lemvig.
Marie og Niels Bendtsen slog den lyng på heden som bager Jensen skulle bruge I Heden var der mange dalstrøg og i disse flød bækken, engdragene her har i tidens løb givet gode græsningsarealer til hedebondens kvæg. Afvandingen har mest passet sig selv og det resulterede i at engene blev vandsure og græsset blev ofte af for dårlig kvalitet.
Herude lå gårdene Sønderby, Vestermølle, Østermølle, Rattrup, Hvirveltoft, Brunshede og Fabjergdahi og alle havde engarealer og høet herfra hjalp på den ellers spidse avl på de magre dyrkede hedeagre.
Omkring 1855 boede i Østermølle og Vestermølle to rigtig stoute møllere, som i mange år besørgede formalingen af egnens korn.
Sønderby lå på bakkekanten overfor Vestermølle gårdejer Poul Eriksen som boede her, dyrkede nogle magre hedeagre og havde desuden 2-3 dalstrøg med eng; men da Vestermølle brændte den 4. juli 1887 og staten 10-15 år i forvejen havde købt store hedearealer til beplantning, købte den også både Vestermølle og Sønderby og på en del af disse gårdes jord ligger Skovridergården Sønderby.
Staten købte fest i 1870'eme den sydlige del af jordtilligendet til Fabjerg Sogn i alt 2.027 tdr. land og hovedparten blev tilplantet med bjergfyr, omkring århundredeskiftet, der blev dog også plantet en del rødgran til gavntræ.
Østermølle - som brændte i marts 1902 - havde et tilliggende på 165 tdr. land, hede og sandbrinker iberegnet; men også ikke så lidt eng og den udtørrede mølledam
Gården blev i 1917 solgt til landsforeningen "Arbejde adler" som byggede gården op så den blev brugelig til formålet og de arbejdsløse mænd fik arbejde i skoven.
I1926 købte N.C.A. Bjerg gården og gav den et nyt navn "Åbogård" og fik oprettet et hjem for svagt begavede unge mænd, som kom til at arbejde i skoven, ved landbruget og ved havebrug især med tomater og jordbær.
Efteråret 1941 solgte Forstander Bjerg gården til staten på grund af at statens tilsynsførende forlangte for store omforandringer ved bygningen og andre ting som forstanderen i årenes løb havde kostet meget på.
Staten overtog gården og oprettede arbejdsteknisk ungdomsskole, unge arbejdsløse blev anbragt her og fik undervisning og arbejde i skoven, en dyr foranstaltning, en af Lemvigs største skatteyderes årsskat kunne knap dække hvad det kostede at have en mand her.
Men heden har staten fået forvandlet til skov som giver arbejde, brænde og gavntræ. Dalstrøgene med bækkene som samles ude ved Ørtsgårdene og løber ud i Flynder Mølleå, lå i 1950 for de flestes vedkommende som de altid har lagt fra Arilds tid "som nøj sur eng å kjær, der nejsten ingenting er værd."
Den del af heden som var mellem skoven og landevejen nord om kirken, som ikke var dyrket i 1920'erne da mergelsporet fra Bur gik gennem sognet, den jord er naturlig sund og behøver ingen dræning, men afgrøden kan i tørkeperioder om sommeren komme til at sove til middag længe. Måske vil der i fremtiden blive opstillet regnkanoner hvem ved ?
På den gode jord, den nordlige del, som mange steder trænger til ny dræning har hedeselskabet været med dræningsplaner, som når arbejdet er udført vil forandre situationen og forøge afgrøden forbavsende. Man er her i sognet, som så mange andre steder i tidens løb blevet klar over at jorden ikke må være vandsur og ikke må mangle de nødvendige næringsstoffer til planterne, jorden skal være i kultur
Under 2. verdenskrig var der afdelinger med store grantræer, dog ikke særlig meget i Fabjerg Sogn, som tyskerne lod omhugge og brugte til krigsformål. Disse afdelinger blev igen tilplantet og nogle med løvtræer.
Kommentar til generalstabskort 1890
Heden dominerer stadig i Fabjerg sogns sydlige halvdel. I sognets nordlige del er de fleste hedepletter forsvundet, og en del af de lavere liggende områder er blevet drænet og dyrket op.
Plantager De faste plantager er dukket op, ved Sønderby og - udenfor
Sognet syd for Karmose huse. En stor del af den sydøstlige hjørne af Fabjerg sogn er sammen med Gudum sogn blevet udlagt til plantage
Om plantningsarbejdet fortælles der i Hardsyssels årbog 1978 side 60 Den varigste indsats Ivar Olesen – på Gudumkloster – kom til at yde, var dog i plantningssagen. Allerede tideligt begynte han at plante i bakkerne ved Nygård, hvor han også anlagde en smuk have. De gode resultater fik ham til at tænke på kloster heden. Og under befolkningens almindelige skepsis begyndte han at plante i heden. Mange skuffelser led han, men fortsatte ufortrødent De småfolk som tjente en dagløn ved at plante., delte i begyndelsen den almindelige skepsis, men blev efterhånden smittede af hans optimisme, når de så, at helt håbløst var det dog ikke.
I 1874 havde de beskedne resultater dog vakt så meget opmærksomhed at skovrider Mourier kom tilstæde, da et større plantningsarbejde skulle begynde. Han så med fortrøstning på arbejdet og hævdede at om ti år ville træerne være så høje, at man kunne gå i skyggen af dem. En af de tilstedeværende hviskede, at man vist så skulle ligge ned. Men skovrideren fik ret.
Tre år senere blev der oprettet en interressentselskabs-kontrakt mellem Iver Olesen, Hagen Jørgensen på tangsgård og gårdejer J.P. Hauskov, hvori de hver især stiller et areal af heden til rådighed til beplantning. Iver Olesen stillede 247,71 tdr land, Hagen Jørgensen 23,836 tdr. land og J.P. Hauskov 26,272 tdr land
Desuden købte de tre mænd i fællesskab af forskellige lodsejere et areal på 93.892 tdr. land
Dalgas og hedeselskabet blev nu interesseret i plantningen og staten erklærede sig villig tii at overtage plantningen, hvis der kunne samles et areal på 4,000 tdr. land, som staten var villig til at betale med 20 kr. pr, tdr, land
Det var ikke nogen let opgave at opkøbe et sådant areal af de mange lodsejere; og af det nedsatte udvalg bestående af folketingsmand Åberg Proprietær Neergård, Breinholt og Iver Olesen var sidstnævnte den der havde bedst tid og evner til at løse opgaven. Og det lykkedes. Derned var grunden lagt til Kloster Hedens plantage, der nu er det største samlede skovareal i Danmark
Plantagen blev overtaget af staten i 1880 og hørte indtil 1900 under Feldborg skovdistrikt. År 1900 blev der oprettet et selvstændigt skovdistrikt med skovriderbolig i Sønderby.
Når folk var betænkelige ved plantningssagen, skyldtes det dels en let forståelig skepsis over for, om der overbovedet karme gro træer i Vestjylland, dels vanskelighederne ved at overskue konsekvenserne af at skulle klare sig uden heden og lyngen. Lyng var jo føde for fårene, strøelse i stalden, fyringsmiddel i bageovnen, tækkemateriale sammen med rughalm, bundmateriale i sengene. Revling blev brugt til tækkereb og koste
Peder Bjergs erindringer - 1951.
Klosterhedens plantage er den største her i landet, på areal mellem 11.000 og 12.000 tdr. land
Med undtagelse af det omkring Gudumhus, som er plantet af Iver Olesen Gudumkloster, kan jeg huske at det hele er blevet beplantet, alle de store hedearealer, som strækker sig fra Fousing til Lomborg.
Da det i 1885 blev til alvor at staten ville købe heden til beplantning var det vel nok de fleste af lodsejerne, som ville sælge, men der var også en del, som ikke ville sælge deres hede.
Det var vistnok daværende folketingsmand Åberg fra Lemvigkredsen som forestod sagen, der betaltes 30 kr. pr. tdr. land, og så måtte man bruge lyngen i ti år der af men ikke jagtretten.
Det var jo en meget betænkelig sag at sælge heden, for hvor skalle man så få brændsel fra til bageovnen, som udelukkende opfyredes med lyng, min mor vat meget ked af det, da får solgte heden, vi havde 30 tdr. land. Det sidste år vi havde heden hentede vi 14 læs lyng, i almindelighed brugte vi 4 læs om året. Det skulle helst bjerges om sommeren i den tørre tid; men det kunne også meget let blive for tør, var det blevet det gik det i smuld, især når det var kort lyng, var det grov, kunne det bedre gå.
Man brugte lyngjern til at slå lyngen med, og en mand skulle gerne kunne slå et læs lyng om dagen. Jeg husker at karlen og pigen gik ud i heden om morgenen kl. 4, og kom hjem igen ca. 9-10 stykker. Længere hen på sommeren kunne de blive derude hele dagen.
Der var mange som solgte lyng til beboerne vest for Lemvig, min svigerfar Chr. Roesgård i Rom har fortalt mig at han har kørt mange læs lyng til Harboøre, og det var der flere som gjorde; men de fleste hentede det selv, og jeg har mange gange talt 20 vogne ud imod Rishøje, som hentede lyng. Det tog ca. 5 timer for dem fra vestsognene, for at læsse, det gjaldt jo om at få det lagt rigtig på, ellers kunne man let vælte med det, og det gjaldt jo også om at få noget for pengene.
Vi tog nu ikke så lang tid til det; men vi havde jo heller ikke så langt derud, jeg har mange gange som dreng været med på heden, for at rive lyngen sammen efter forkningen.
Vores hede lå et godt stykke vest for Kjærdalen, der var en lille høj derude, og i den var der en rævegrav, hvor Mikkel boede med sin familie De små unger løb oppe og legede, og mutter sad og så til, vi havde en halvstor hund, som gerne var med derude, den kunne godt lide at hilse på rævene.
Når de var oppe listede Trofast sig lige så stille der hen ad omtrent hel flad mod jorden, og mig selvfølgelig bagefter. Når den gamle hunræv syntes at hunden kom for nær smuttede de i en fart ned i graven alle sammen.
Det var så lidt om heden, så går vi over til plantningen af heden. Det var en mand fra Skive, som fik arbejdet med at pløje den, der blev opført beboelsesvej og stald - "Æ staald" kaldte vi den - i dag Korsvejhus. Der var 4 karle og 8 heste, een af karlene hed Peder Lund, han kom enkelte gange på Bjerg og købte gulerødder af far til hestene. Han kørte med et par kraftige brune heste, det var alle sammen svære heste de bragte, for det var nogle ordentlige plove de havde, de kunne tage en meget bred fure, og der var 4 heste for.
Een mand kørte og een anden styrede ploven, det gik langsomt; men sikkert.
Man brugte også en anden form; man gravede grøfter med ca. 10 fod imellem, i disse grøfter blev der plantet, vistnok fyr, og så var det meningen at de skulle gro op, som et læbælte, og så skulle der plantes gran imellem; men det gik man efterhånden bort fra, da grøfterne føg til med sand. Man kan endnu sine steder i skoven se hvor de har været bl. a. sydøst for Sandehus.
Der var mange mænd her fra sognet, som tjente en dagløn ved det arbejde, og der var også to mænd fra Rom som arbejdede meget derude, det var Simon Skødbæk og Kristen Hede.
Vi havde et moseskifte, som lå i en anden bæk syd for Sandehus og der bjergede vi tørv, skiftet havde vi lejet i 49 år, og vi svarede 16 øre i afgift om året.
Jeg var altid med i mosen både som dreng og som mand, derfor husker jeg meget om, hvorledes det gik til derude. Omkring mosen var høje bakker, og der i bakkerne havde 2 mænd lavet et hus, hvori de havde en seng, og de kunne også lave mad derinde. De var der en uge i træk, søndag aften kørte de derud med en trillebør med madvarer på og lørdag aften kørte de tilbage til Rom igen, det var vel nok et slid, de havde vist mest akkord arbejde.
Når plantetiden var inde tog folk fra sognet arbejde derude, det foregik på den måde at en mand gik med en buk, som den kaldtes, og borede huller til at sætte planterne i, og så gik der to mand bagefter og satte planterne. Det var tit en mand med et par større børn som besørgede det arbejde, der var også mange voksne piger med.
Daglønnen var 2 kr. til manden og l.25 til dem der plantede, naturligvis på egen kost.
Man arbejdede fra M, 6 om morgenen til 6 om aftenen, med 3 spisepauser, der var flere hold med en 9-10 mand i hver, under opsyn af en skovfoged eller en aspirant. Tit var der langt at gå til Fruerhøj eller Stougård, der var jo ingen cykler dengang.
Der blev efterhånden anlagt veje derude; men de var tit så løse, da de ingen grus fik, nu er det anderledes med ret gode veje og cykelstier desforuden.
Bæverne i Klosterheden
Som det første sted i Danmark blev bæveren for mere end 10 år siden genudsat i Klosterheden Statsskovdistrikt. Denne Limfjordsfortælling giver mulighed for at komme tæt på dette spændende dyr.
 | I 1999 blev det besluttet at udsætte 6 familier med i alt 18 bævere i Klosterheden for at se, om bæveren igen kunne yngle og dermed finde et hjemsted i Danmark. Det skete på 6 lokaliteter i Flynderå-systemet inde i Klosterheden, som blev anset for at være det mest ideelle sted. |
| Nu er der 100 bævere Bæverne kom fra Elben i Tyskland. Her findes nemlig omkring 4.000 bævere, der menes at være nært beslægtede med de bævere, som levede i Danmark, indtil de blev udryddet for 1.000 år siden. Og nu 11 år senere kan det konstateres, at bæverne trives og har fundet sig til rette i Klosterheden. Det bedste tegn er, at Skov- og Naturstyrelsen hvert år har kunnet konstatere, at der fødes adskillige unger. Det samlede antal bæver menes nu at være et godt stykke over 100. De fælder træer, bygger dæmninger og nye hytter at bo i. Og takket være bæverne har mange insekter, frøer og fugle fundet nye levesteder i Klosterheden. Bæverne er natdyr, så de bedste tidspunkter at se bævere er tidligt om morgenen eller sent på dagen. Det siger sig selv, at man skal sidde helt stille – og sørge for, at vinden bærer fra, så bæverne ikke bliver skræmt. Hvis en bæver slår et klask med halen i vandet, er det for at advare andre bævere om, at der er fare på færde – og så er det i hvert fald slut med at se på bævere. Som en fisk i vandet Bæverens rette element er vandet. Når bæveren kommer svømmende, er det eneste, man ser, det lille trekantede hoved og kølvandsstriben. De bevæger sig til gengæld ikke særligt hurtigt på land, og derfor færdes de sjældent mere end omkring 30 meter væk fra å- eller søbredden. Når de har fundet sig en god gren, flytter de den typisk hen til ædestedet ved den dæmning, som de har bygget, og her går de så i gang med deres skarpe tænder, der på forsiden er dækket af orange emalje. Bæverens bo er en hytte, som bygges af grene, kviste og mudder på bredden. Bævernes dæmningsbyggeri tjener til at hæve vandstanden, så indgangen til hytten altid er dækket af vand og dermed hindrer uvelkomne rovdyr i at trænge ind i hytten. Samtidig gør den høje vandstand det muligt for bæveren hurtigt at flygte, hvis det bliver nødvendigt. | |
Link til Klosterheden
